Nyt fra KL  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏
      Logo
 

Aktuelt fra KL’s enhed for Grøn Trepart Maj 2026

Maj 2026    
Kære modtager af KL’s nyhedsbrev om Grøn Trepart  
 

KL har lanceret nye værktøjer, der kan styrke kommunernes arbejde med projekter i den grønne trepart - fra planlægning til opfølgning på tid og økonomi. Samtidig har KL samlet et overblik over fonde og finansieringsmuligheder, som kan gøre det lettere at finde støtte til naturprojekter.

Endelig viser vores nye statusrapport, at kommunernes implementering af arealomlægningsindsatsen i den grønne trepart er godt i gang over hele landet med mange projekter. Samtidig peger rapporten på, at der er behov for at løse en række udfordringer hvis fremdriften skal fastholdes.

 
 

Ny værktøjspakke styrker kommunernes arbejde med Grøn Trepart

KL stiller nu en samlet pakke af projekt-, tids- og økonomistyringsværktøjer til rådighed for kommunerne som en del af projektet Kommunernes vej til et grønt Danmark. Materialerne er udviklet i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og bygger på deres konkrete erfaringer med arealomlægning.  
 
Pakken indeholder:
  • en projekthåndbog, der fungerer som trin-for-trin vejledning til planlægning og gennemførelse af lavbunds- og vådområdeprojekter
  • en Excel skabelon til planlægning af ressourceforbrug, som giver overblik over tidsforbrug og prioritering af ressourcer
  • et Excel værktøj til opfølgning på tid og økonomi, der giver samlet overblik over time- og økonomiforbrug på det enkelte projekt samt på tværs af flere projekter.
Den samlede pakke kan understøtte kommunerne gennem hele projektforløbet og værktøjerne kan bruges som praktisk støtte i den daglige projektstyring, og kan skabe overblik over fremdrift, ressourcer og økonomi.  
 
 
 

Fonde og finansiering

KL har udarbejdet en oversigt over fonde, der kan bidrage til naturprojekter i den grønne trepart som en del af projektet Kommunernes vej til et grønt Danmark. Oversigten skal gøre det lettere for kommuner og andre aktører at navigere i mulighederne for ekstern støtte til indsatser, der styrker natur og biodiversitet.
 
Baggrunden for det nye overblik er, at mange kommuner i dag oplever udfordringer med at identificere relevante fonde og skabe et samlet billede af finansieringsmulighederne. Med den nye oversigt ønsker KL, at understøtte arbejdet med at realisere konkrete naturprojekter ved at samle relevant information ét sted.
 
Oversigten indeholder blandt andet oplysninger om fondenes målgrupper, fokusområder, typiske projekttyper samt kontaktinformationer. Indholdet er baseret på bidrag fra fondene selv, og oversigten er derfor dynamisk og vil løbende blive opdateret, så det afspejler aktuelle muligheder og ændringer i fondenes prioriteringer. 
 
Initiativet er et led i den bredere indsats for at styrke samarbejdet om grøn omstilling og skabe bedre rammer for naturprojekter i Danmark.
 
Du kan finde oversigten her: Fonde og finansiering 
 
Interesserede fonde og parter, der har spørgsmål eller ønsker at supplere oversigten, kan kontakte KL via groentrepart@kl.dk.
 
 

Statusrapport: Kommunernes implementering af Grøn Trepart

Den grønne trepart er kommet hurtigt fra start. Kommunerne, lodsejerne, landbruget og naturorganisationerne har i fællesskab leveret en stor indsats. En ny statusrapport fra KL dokumenterer status på den kommunale indsats med implementeringen af arealomlægningsindsatsen i den grønne trepart.
 
Kommunerne fungerer som motor i de 23 lokale grønne treparter, hvor der er leveret resultater på rekordtid: Statusrapporten viser, at alle 23 lokale omlægningsplaner blev principvedtaget inden udgangen af 2025, og at planerne indeholder mere end 5.600 potentielle projekter, der skal bidrage til at nå målene i aftalen for Grøn Trepart.   
 
Primo maj 2026 er omkring 1.200 projekter allerede i gang eller etableret. Det spænder fra indledende forundersøgelser til færdigetablerede vådområder og naturprojekter. Samtidig har interessen for at deltage i indsatsen været historisk høj. Alene i 2025 blev der søgt for knap 2 mia. kr. i EU-finansierede tilskudsordninger til projekter på over 44.000 hektar – det svarer til ca. det dobbelte af den afsatte pulje.    
 
Tallene tegner et klart billede af en omfattende mobilisering på tværs af landet. Kommuner har taget fat på opgaven, og det tætte samarbejde mellem parterne har været afgørende for, at arbejdet er kommet så langt på så kort tid.   
 
Samtidig viser statusrapporten, at fortsat fremdrift i samme tempo ikke er givet. De nuværende barrierer skal håndteres, hvis ikke arbejdet skal risikere at miste det momentum, der er opbygget siden 2025. På baggrund af input fra kommunerne har KL identificeret fire centrale barrierer, som skal løses: 
  1. Der mangler medarbejdere  
  2. Der skal opkøbes mere jord 
  3. Højbundsjorde skal kompenseres bedre 
  4. Økonomiske rammer er for snævre.  
Du kan læse KL's statusrapport om kommunernes indsats med implementeringen af arealomlægningsarealer i den grønne trepart her: Statusrapport: Kommunernes implementering af Grøn Trepart
 
 
 

Tilbagemeldinger og kommentarer

Hvis man har ønsker til indhold i nyhedsbrevet eller input til KL’s arbejde med Grøn Trepart, er man meget velkommen til at skrive på groentrepart@kl.dk
 
Med venlig hilsen
KL’s enhed for Grøn Trepart